Åbent hus
Af: Celina Gyde
Vi gentager succesen til efteråret
Lørdag den 18. april 2009 stod juniorpigeholdet for et åbent hus arrangement, med det formål at få nye medlemmer til klubben. Der var gjort klar til mange mennesker, men vejret var blevet bedre end forventet, så det så lidt sort ud. Vi havde lavet et super program, som kunne rumme 40 mennesker, så vi var klar på det helt vilde.
Arrangementet løb fra kl. 13.00 – 16.00, så der var god tid til at introducere de nye medlemmer for vores fantastiske sport. Der var gjort klar med masser af frugt, slik og hjemmelavede kager og boller. Da den første spiller dukkede op kvart over starttidspunktet, var pigerne allerede godt i gang med frugtfadet. På trods af fremmødet fik vi alligevel improviseret et fremragende program for dagen. Der dukkede i alt syv nye spillere op, så i stedet for et stort arrangement, blev det til en hyggelig familie dag, som stod i hyggen og squashens tegn. Vi regner med, at nogle af de fremmødte vil melde sig ind i klubben, da de alle var meget imponeret af vores fantastiske sportsgren.
Vi blev enige om, at alt i alt havde det været en rigtig hyggelig og sjov dag, selvom der ikke havde været så mange. Vi er dog sikre på, at det skyldes vejret, så vi har derfor tænkt os at gentage succesen til efteråret, hvor vi håber på lidt medvind fra vejret.
Vi er alle sammen blevet klogere på, at det er vigtigt med noget mere reklame og information i klubben, og vi regner med, at vi gør det næste åbent hus arrangement til et familie arrangement, så det er bare med at tage familien med til efteråret alle sammen! Vi har stadig vores super program klar.
Vi glæder os til at se jer

Sabrina Skaaning-Larsen, Natasja Krommes, Celina Gyde, Ann-Sofie Andersen,
Christine Christoffersen og Pornphilai Christiansen
19.04.2009