Caspar Grauballe i fjernøsten
Af: Søren Gyde
Slog en tidligere top 40 spiller
Med støtte fra Team Herlev, Herlev/Hjorten Squash og Dansk Squash Forbund har det kun 19 årige stortalent Caspar Grauballe været i Kina og Japan og spille 2 turneringer.
Turen startede i Shanghai i Kina, hvor Caspar deltog i sin hidtil største turnering. Den var så stærkt besat at Caspar skulle spille kvalifikation for at komme med i hovedrunden. På trods af et par gode kampe lykkedes kvalifikationen desværre ikke, men Caspar mener stadig at turneringen var en succes. ”Som ung spiller kan det være lidt overvældende at spille de store turneringer. Jeg fik nogle gode kampe, og har fået lidt mere erfaring som afgjort vil gavne mig i fremtiden” udtaler Caspar.
Efter turneringen i Shanghai gik turen videre til Wakayama i Japan. Her var turneringen lidt mindre og derfor var Caspar direkte i hovedrunden. Her slog han Shamsul Khan, der for nogle år siden lå i top 40 i verden, før han blev stoppet i kvartfinalen. Caspar var tæt på at komme videre, men måtte desværre se et tæt femte sæt glide fra sig i en kamp hvor der blev kæmpet hårdt for alle bolde.
Igen mener Caspar at turen har givet ham noget. ”Jeg fik en forsmag på det rejseliv man oplever som professionel, og jeg fandt ud af at jeg kunne yde en god indsats på trods af det. Jeg fik nogle gode kampe, og det var en god skalp at slå Shamsul Khan – også selvom det er nogle år siden han var på toppen. Ud over det sportslige har jeg fået mulighed for lidt sightseeing, og specielt Shanghai er virkelig en flot by.”
Efter en vellykket tur på 3 uger, kunne en træt men tilfreds Caspar så begive sig ud på små 42 timers rejse hjem til Danmark.

sponsor for Caspar Grauballe
19.10.2010