Udskriv siden

Junior DM

Af: Søren Gyde

4 medaljer til Herlev

Ved weekendens Junior DM i Hammerum blev det til 4 flotte medaljer til vores unge talenter. I PU17 rækken blev det et rent Herlev opgør, da Sabrina Skaaning Larsen og Maria Frandsen mødtes i finalen. Sabrina fik i semifinalen omsider styr på sin plageånd gennem flere år, da hun besejrede Line Falsig Berthou fra Kolding i 4 sæt. Maria mødte i sin semifinale Maria Kjærside fra Sport92, og her gentog vores talent bedriften fra det seneste JGP i Herlev ved at vinde kampen i 5 sæt. I finalen var det Sabrina, der trak det længste strå, da hun besejrede Maria med 3-0. Selvom Maria måske er en lille smule skuffet over dette nederlag, vil hun formentlig være godt tilfreds med medaljen, når tingene kommer lidt på afstand.

I PU15 rækken var Christine Christoffersen som sædvanlig oppe imod Mathilde Lauridsen fra Thy, Christine spillede en flot finale, men det var desværre ikke nok til at tage guldet fra Mathilde, som vandt 3-0.

I DU15 rækken havde Jonas Kønigsfeldt også chancen for en medalje. Jonas mødte Tobias Vogt i bronzekampen, men Tobias var desværre for stærk, og Jonas måtte dermed nøjes med en 4. plads.

I DU13 rækken stod finalen mellem Rasmus Gyde og Magnus Laursen fra Åbyhøj. Magnus havde vundet de seneste tre opgør mellem de to, så Rasmus var meget opsat på at den udvikling skulle vendes, og DM finalen ville umeddelbart være et godt tidspunkt for dette. Rasmus fik dog aldrig sit spil til at fungere helt, så også denne gang var det Magnus, der løb med sejren.

Vi sluttede dermed Junior DM 2011 med 1 guld- og 3 sølvmedaljer


Maria Frandsen (sølv i PU17), Sabrina Larsen (guld i PU17), Rasmus Gyde (sølv i DU13)
og Christine Christoffersen (sølv i PU15)

02.04.2011