Junior Grand Prix i Silkeborg
Af: Søren Gyde
Hele 6 Herlev/Hjorten spillere i finalen i Silkeborg
Det så længe ud til at blive en rigtig god weekend for vores 15 juniorspillere, der deltog i sæsonens 5. Junior Grand Prix i Silkeborg.
På finaledagen var hele 6 af vores unge talenter i kamp om de fineste placeringer.
Christine Christoffersen skulle i PU13 rækken op imod sin onde ånd Mathilde Lauridsen fra Thy. Christine lagde ud med at vinde de to første sæt, som begge endte i tie-break med cifrene 13-11 og 15-13. I tredie og fjerde sæt satte Mathilde tempoet op og fik sit spil til at fungere meget bedre. Mathilde vandt sættene 11-5 og 11-3. Femte sæt blev mere tæt og Christine var meget tæt på at overraske, men det blev desværre til et nederlag med cifrene 11-9. Det var dog det bedste resultat mod Mathilde Lauridsen nogensinde, så Christine har lovet at gå hele vejen næste gang.
I PU15 rækken havde vi både Sabrina Skaaning Larsen og Ann-Sofie Sandbye Andersen i finalen, så her var der tale om en helgardering. Sabrina fik omsider styr på sin banemand gennem de sidste mange turneringer, da hun i seminfinalen slog Line Berthou fra Sønderborg sikkert i 3 sæt. Ann-Sofie besejrede i sin semifinale lige så sikkert Maria Kjærside fra Sport 92. Finalen blev velspillet, men Sabrina var for stor en mundfuld for Ann-Sofie, som måtte se sig slået med 3-0.
De ældste piger har også overrasket positivt. Her blev Celina Gyde klar til finalen efter hun i sin indledende pulje besejrede både Amalie Bornæs (Sport92), Nina Neerdal (Birkerød) og Sara Jespersen (Silkeborg). I semifinalen slog Celina vores egen Natasja Krommes, der forinden havde besejret Henriette Eckert fra værtsklubben. Celina skulle derefter møde Nanna Frederiksen fra Åbyhøj i finalen. Celina nåede desværre aldrig at true Nanna for alvor, selvom sætcifrene blev tætte 11-8, 11-8, 11-8 i Nannas farvør. Celina var dog særdeles tilfreds med at være nået til sin første Junior Grand Prix finale i karierren.
Natasja skulle i sin kamp om 3.-4. pladsen møde Amalie Bornæs, hvilket på papiret så ud til at være en meget stor opgave. Natasja tog dog et sæt i kampen mod Amalie, så Natasja var både tilfreds med kampen og sin 4. plads i turneringen.
I drengerækken under 11 skulle Rasmus Gyde på finaledagen spille for en 2. plads i turneringen, idet han desværre allerede lørdag tabte til Mads Stefansen fra Thy. Rasmus har til gengæld besejret Tobias Jensen og Kasper Pedersen begge fra Thy samt Jacob Søndergård fra Struer. Rasmus besejrede på finaledagen sikkert sin modstander Daniel Holtebo fra Thy, men Rasmus to øvrige banemænd valgte at bidrage med en lille overraskelse, da Kasper Pedersen besejrede Mads Stefansen. Det betød, at både Mads, Kasper og Rasmus havde vundet 4 kampe i puljen og to af dem havde også samme sætscore, så der måtte fintælling til for at afgøre placeringerne mellem de tre. Rasmus fik 2. pladsen, men kunne efterfølgende regne ud, at hvis han havde udladt at afgive bare et af de to sæt i hans 3-2 sejr over Jacob Søndergård om fredagen, havde han vundet turneringen. Det giver nok lidt stof til eftertanke.
Bilal Kazmi nåede desværre ikke finanlen, idet han i semifinalen tabte til den 2. seedede Marcus Pedersbæk fra Sport92. Bilal spillede om 3. pladsen mod Jens Christian Wegeberg fra Silkeborg, men tabte desværre med cifrene 3-1.
I rækken for de ældste drenge var det Rasmus "Silas" Petersen, der blev finaleklar ved på sin vej at besejre Jens Juul, Kasper Harris og Kristian De Silva Nielsen, Rasmus mødte i finalen Mark Povlsen fra Odense. Tilskuerne blev vidner til en særdeles velspillet gyser med flotte dueller og akrobatiske udfoldelser, men desværre blev det også her til et nederlag for Herlev/Hjorten. Rasmus tabte i fem tætte sæt.
Se alle resultaterne på denne side:
http://www.tournamentsoftware.com/sport/matches.aspx?id=26437&d=20090222
22.02.2009